Hvilke typer af datadækning kan der (mon) være?
De fleste hoteller, konference–og messecentre tilbyder adgang til et åbent wi–fi–netværk. Men hvor godt er det? Kan de tilbyde dig adgang til et lukket (og dedikeret) wi-fi netværk til lige din event? Og hvor mange deltagere går egentlig aktivt ind på stedets wi-fi? Mon ikke mange forbliver på deres eget mobilnetværk? Spørgsmålet er så, hvor god deltagernes egen mobildækning er lige dér, hvor du holder eventen? Og har du mulighed for at tilbyde adgang til et lukket og dedikeret netværk til din event - hvis det da er nødvendigt.
De 4 typer af netforbindelse, du skal kende til:
- Stedets wi-fi (åben for alle deltagere/messegæster)
- Særskilt dedikeret wi-fi til din event (lukket for lige dine deltagere)
- Deltagernes egen dataforbindelse (3G/4G/5G*)
- Kablet netforbindelse
(*5G er ved at blive udrullet i Danmark. Lige nu kun i de større byer, men formodes at blive implementeret i slut 2021)
Hvor godt er stedets wi-fi netværk? Hvad skal du vide?
Mange taler om internethastighed. Men det er ikke nok med en god wi-fi–hastighed. Du skal også vide, hvor mange hotspots, der er opstillet. Og hvor mange connections det givne hotspot kan klare. Altså antal af devices (smartphone, tablet, computer), som et hotspot kan klare. Og hvor de sidder, samt hvor nye de er. Antal og opstilling siger noget om, hvor mange deltagere, du kan risikere, der skal dele netadgangen på én gang.
Hvor nye de er, siger (ofte) noget om kapacitet og hastighed. Derudover skal du tage med i dine overvejelser, hvad netadgangen skal bruges til. Der er nemlig forskel på, om deltagerne ”blot” skal kunne gå på de sociale medier, læse e-mails og nyheder. Eller om I også bruger event–teknologi, som kræver særlig god dækning så som live-streaming, ankomstscanning og registrering, online quiz, spørgsmål og afstemning. Du skal naturligvis også tage forbehold for datadækning i f.eks. en kælder, eller hvis stedet er fyldt med beton, jern, stål eller lignende.
En vigtig detalje er, om stedet kun kan tilbyde åben adgang til wi-fi–netværket for alle. Eller om de kan tilbyde dig en lukket wi-fi–adgang til din event.
Hvor god er deltagernes egen mobildækning?
Ja, det er jo virkelig svært at svare på, nok nærmest umuligt. Mobil datadækning varierer alt efter deltagernes telefonudbyder. Nogle kan opleve god dækning, mens andre kan opleve ringe dækning. Deltagerne er også i konkurrence med andre brugere i området (også uden for din event) mht. antallet af brugere. Kvaliteten varierer altså efter samlet antal brugere og teleudbyderens dækningsforhold. Vær særlig opmærksom på manglende/ringe mobil datadækning, hvis eventen holdes ude på landet.
Hvornår kan det være en god idé, at bruge en kablet forbindelse?
Hvis du har forhold, hvor du vil sikre dig, at stedets wi-fi eller deltagernes egen mobildækning ikke spiller ind i ligningen, ja, så er det en god idé at bruge en kablet netforbindelse. Det kan du med fordel bruge, hvis du bruger live-streaming, tager imod registreringer samt ankomstscanner på selve dagen for afholdelse.